Når en virksomhed vil kende sit klimaaftryk, er første skridt at finde ud af, hvor udledningerne af drivhusgasser kommer fra. Til det bruges en opdeling i tre såkaldte scopes, som stammer fra GHG-protokollen, en udbredt international standard for klimaregnskaber. Opdelingen skelner mellem udledninger, virksomheden selv står for, udledninger fra den energi, den køber, og alle øvrige udledninger i værdikæden.
Scope 1: direkte udledninger
Scope 1 dækker udledninger fra kilder, som virksomheden ejer eller har kontrol over. Typiske eksempler er:
- brændstof til firmabiler, varevogne og andre køretøjer i virksomhedens eje
- olie eller gas, der afbrændes i egne kedler og produktionsanlæg
- udledninger, der opstår direkte i produktionsprocesserne
Fordi kilderne er virksomhedens egne, er Scope 1 som regel det letteste område at måle og det område, hvor ledelsen har mest direkte indflydelse.
Scope 2: indirekte udledninger fra indkøbt energi
Scope 2 omfatter udledninger, der opstår, når den energi, virksomheden køber, bliver produceret. Det drejer sig først og fremmest om elektricitet og fjernvarme. Selve udledningen sker hos el- eller varmeværket, men den skyldes virksomhedens forbrug og regnes derfor med i dens regnskab. Tallene kan som regel findes via energiregninger og oplysninger fra leverandøren, og de kan nedbringes ved at spare på energien eller vælge energi fra kilder med lav udledning.
Scope 3: alle øvrige indirekte udledninger
Scope 3 dækker de udledninger, som er en følge af virksomhedens aktiviteter, men som sker hos andre. Kategorien er bred og rummer blandt andet:
- medarbejdernes forretningsrejser
- materialer, komponenter og udstyr, der leveres af underleverandører
- kundernes brug af virksomhedens produkter og tjenester
- bortskaffelse af affald og af produkterne, når de er udtjent
Hvorfor Scope 3 er den største udfordring
For mange virksomheder udgør Scope 3 langt størstedelen af det samlede aftryk, især for dem, der handler med fysiske varer. Samtidig er det den sværeste del at opgøre, fordi data skal hentes hos leverandører og kunder, som virksomheden ikke styrer. Ofte må man begynde med gennemsnitstal og skøn og gradvist erstatte dem med mere præcise oplysninger. Netop derfor er opdelingen nyttig: den gør det tydeligt, hvilke udledninger virksomheden kan reducere direkte, og hvilke der kræver samarbejde med andre led i kæden.
De første skridt i en opgørelse
- Afgrænsning. Det første valg er, hvilke selskaber, lokationer og aktiviteter der skal med i regnskabet.
- Scope 1 og 2 først. Data om brændstof, el og varme findes typisk allerede i bogholderiet og giver et hurtigt udgangspunkt.
- Kortlægning af Scope 3. De kategorier, der sandsynligvis vejer tungest, bør prioriteres frem for at opgøre alt på én gang.
- Et fast basisår. Et udgangspunkt, der ikke flytter sig, gør det muligt at følge udviklingen og sætte mål for reduktion.
- Årlig gentagelse. En opgørelse bliver mere præcis for hver gang, den gennemføres.
Et klimaregnskab er altså ikke en engangsøvelse, men et værktøj, der bliver mere værdifuldt, jo længere det bruges, og jo bedre data der kommer ind fra hele værdikæden.
